Brænder du for elektronik, og vil du have en udfordrende arbejdsdag, hvor du kan fordybe dig i udvikling af topmoderne teknologi og hardware?

Så tilbyder vi en nyetableret stilling med meget alsidige opgaver, der er lidt ud over det sædvanlige. I ét projekt kan du være med til at koble apparater på nettet i avancerede IoT-systemer, mens du i et andet udvikler hjælpemidler og robotteknologi og i et helt tredje bygger komplekse databehandlings- og krypteringssystemer.

TekPartner har siden etableringen i 2009 oplevet stor vækst og kundetilgang. Vi er i dag 17 fastansatte og ca. 30 kontraktansatte. Vi har kontor og tekniske faciliteter i Herlev (ca. 600 m2) samt salgskontorer ved Odense og Århus. De fleste af vores opgaver ligger inden for embedded software, IoT, elektronik og mekanik.

Tæt sparring og alsidige udviklingsopgaver

Du bliver en del af et team på 10 udviklingsingeniører, der med hver sit ekspertområde bidrager til den daglige videndeling.

Du får stor frihed i dine projekter, hvor du deltager i de tidlige idéfaser og frem til produktionsaflevering og i alt fra små optimerede løsninger til store komplekse multidisciplinære projekter. Nogle projekter foregår på vores adresse, mens du i andre tilfælde løser opgaven ude hos vores kunder i Storkøbenhavn.

Fælles for dem alle er, at du tilegner dig ny viden hele tiden og får mulighed for at fordybe dig i spændende udviklingsopgaver inden for meget varierende teknologier, maskiner og elektronisk udstyr.

Ambitiøs hardwareingeniør

Som person kan du lide at fordybe dig i opgaverne og samtidig være en del af et team – både i TekPartner og ude hos kunderne. Du er motiveret af at lære nyt og har gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk. Helt konkret lægger vi vægt på, at du:

  • er uddannet svagstrømsingeniør eller tilsvarende med et resultat over gennemsnittet
  • har 5+ års erhvervsanciennitet som hardwareudviklingsingeniør
  • har erfaring med design af bl.a. analoge og digitale kredsløb, herunder datafangst- og kommunikationsløsninger samt MCU/CPU/FPGA cores, forstærkere, strømforsyninger etc.
  • er interesseret i termisk design, ESD/EMC, ATEX-forhold og CE/UL

Vi håber, det er de teknologiske udfordringer, der giver dig lyst til at søge jobbet, men du får naturligvis også gode ansættelsesforhold inkl. pension, frokostordning, sociale arrangementer og flekstid.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Kristine Holm Sjølander på +45 88 63 00 18.

Send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest den 9. september 2018. Vær opmærksom på, at du kun kan søge jobbet via dette link til Jobindex.Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.