Hvad gør man, når man får en design-opgave med en specifikation, der mest består af lidt mundtlig inspiration, sætter sig for at imødekomme at konstruere og teste et system fra scratch, der i løbet af få uger skal pakkes i en kasse og derefter være fuldt fungerende på den anden side af jorden?

Det hjælper at have en projekt-model, som med det samme får det fornødne arbejdsflow på skinner og får taget hånd om de centrale krav. Man vælger at genbruge stumper fra en eksisterende, moderne FPGA-platform. Dernæst opbygger man i parallel en række systemer ovenpå, som til sidst skal kunne interface med hinanden

–        Kurt Godsk laver det software fundament, der kan løfte tingene i en real-tids applikation og både indeholder fornøden infor til kundens GUI samt i en flydende overgang mellem software og FPGA på micro-sekunds niveau,

–        Peter Grønning bygger en ny hardware, der både er fleksibel og kan håndtere kravene til robusthed, termisk design fra de store pulserende strømme, men også interfaces til en række optiske systemer

–        FPGA udviklerne, Thomas Stage Jørgensen og Edgar Lakis, var klar til at implementere alt det særlige i FPGA’en, lige fra embedded microcontroller med DDR-interface, hardware acceleration, til styring af IO-funktioner.

Og så huskede vi selvfølgelig, at hele systemet skulle kunne udføre overvågning og en ‘remote-update’, dersom kravene skulle ændre sig undervejs.

Og heldigvis: stepper-motor-styring, power-switching, interfaces osv. har altsammen syntes at fungere fra starten. TekPartner var selvfølgelig blot stolte af vores egen implementering af det, man vel kan betegne som agil udvikling – og vilje til at få enderne til at nå sammen, selv ud på de små timer.

PS. Der er mange steder hvor vi absolut ville vælge en helt almindelig MCU, men i dette agile projekt var FPGA’en det rette og eneste mulige MCU valg …